David Williams, national motorjournalist og prisvinder for trafiksikkerhed

Bliver du nogensinde træt af at blive plaget om at cykle eller gå til arbejde/biografen/turistattraktioner eller stranden - eller i det mindste tage offentlig transport - i stedet for at køre i bil? Fordi det er "bedre for dig"?

Det gør jeg, men jeg prøver alligevel at bruge min bil ansvarligt; jeg hopper ikke ind i den i tide og utide, og jeg cykler ofte. Jeg besluttede mig for at gøre det 'rigtige', da Daily Telegraph sendte mig ud for at rapportere om 'Defence and Security Equipment International', en slags 'våbenmesse' i ExCeL-centret i London.

Jeg havde overvejet at køre på motorcykel de 6,4 mil (i luftlinje) fra mit hjem i det sydlige London og regnede med, at det ville tage omkring 30-40 minutter, men besluttede at tage offentlig transport i stedet og følge med strømmen. Sikke en dum fejltagelse.

Det hele så meget fornuftigt ud på Londons officielle rejseplanlægger, som lovede en samlet rejsetid på omkring en time med toget, derefter undergrundsbanen og så Docklands Light Railway.
For ikke så længe siden brugte jeg Londons offentlige transport i myldretiden flere gange om ugen, men siden jeg arbejdede hjemmefra, er jeg tydeligvis blevet blød. Rejsen var meget ubehagelig - både frem og tilbage.

Det er et chok - hvis man ikke er vant til det - at blive tvunget til at klemme sig så tæt op ad millioner af andre pendlere i en hektisk, skubbende, nysende, hostende, svajende trængsel, der gør det umuligt så meget som at løfte en arm for at pudse næse.

Trængslen var så intens, da jeg nåede Canada Water Station på den underjordiske Jubilee Line, at folk havde dannet lange køer, der snoede sig fra hver døråbning i kørebanen, for at få adgang til Tube-togene. Jeg måtte vente på, at ikke færre end tre kørte ind - og ud - før det lykkedes mig at komme på, fjerde gang var lykkens gang. Det var stressende; jeg havde en deadline.

Da jeg endelig kom på, var det tilbage til at stikke næsen i en anden, ulykkelig pendlers armhule, og fordi jeg havde den "sidste" plads nær døren, hvor taget buer nedad, kunne jeg ikke stå oprejst. Den opslidende rejsetid fra dør til dør? Halvanden time. For lidt over seks miles.

Da jeg kom tilbage fra showet - som var ret spændende med masser af spionage- og kontraspionageudstyr, tanks, missiler, snigskytterifler, pansrede biler og endda miniubåde i 007-stil - var turen endnu værre. Alene antallet af mennesker betød en halv times ventetid bare på at komme ind på perronen; der var så travlt, at togpersonalet måtte forhindre hundredvis af mennesker, der forlod ExCeL, i overhovedet at komme i nærheden af togene. Da jeg endelig kom på (ved at vende om og gå i 15 minutter for at finde en anden, marginalt mindre overbelastet station), var der selvfølgelig ikke noget sæde (doh). Og efter at have trampet rundt i ExCeL's enorme haller hele dagen, var mine fødder ved at tage livet af mig.

Det føltes virkelig som en meget, meget lang dag, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget gladere jeg ville have været, hvis jeg havde fulgt mit første instinkt og kørt på den fantastiske Honda Crossrunner derhen i stedet.

Ikke alene ville jeg have skåret rejsetiden dramatisk ned, jeg ville også have nydt turen og ankommet i bedre humør og bedre i stand til at fungere. Jeg hylder oprigtigt de millioner, der - på en eller anden måde - dagligt trodser sådanne forhold over hele Storbritannien.

Det gav mig en ny forståelse af, hvorfor så mange er begyndt at cykle til arbejde. Det er ikke kun for motionens skyld, eller fordi de nyder det (faktisk kan det være en yderst risikabel affære i London).

Det er, fordi de endelig knækker. De indser, at de ikke kan klare stress, bakterier, trængsel, ubehag, varme og elendighed i den offentlige transport. Det er klart, hvorfor transportmyndighederne også opfordrer dem til at cykle; de ønsker at holde så mange pendlere som muligt væk fra deres tog, busser og rør, fordi de er tæt på bristepunktet. Hvor er nu nøglerne til den motorcykel...