David Williams, national motorjournalist og prisvinder for trafiksikkerhed
Når du kører rundt, bliver du så nogensinde rigtig, rigtig træt af et fjollet nyt vejkryds, et dårligt timet trafiklys, en farligt placeret kantsten, en ubrugelig kommunal skiltning, en forkert hastighedsgrænse - den slags ting? Det gør jeg, og af og til gør jeg noget ved det. Som de gange, jeg har rapporteret farlige huller i vejen til kommunen, defekte trafiklys til Transport for London og så videre.
Men i denne uge blev jeg dybt berørt af, hvad der kan ske, når et samfund går sammen om at gøre netop det - når de virkelig bliver vrede. Jeg bor i det sydlige London, men det, der skete, kunne være sket hvor som helst; hvor som helst et lokalråd stædigt og diktatorisk presser på med en plan, som det ser ud til, at næsten ingen ønsker. Det første, jeg hørte, var, da jeg tog en taxa, og chaufføren sagde: "Du kan ikke køre her meget længere, de lukker krydset".
Det, der udspillede sig, var en plan fra Lambeth kommune om at lukke et stort vejkryds for trafik, der bruges af 13.000 køretøjer om dagen for at gøre området til en "destination" - og kun tillade cykler igennem, tilsyneladende på foranledning af et relativt lille antal mennesker. På trods af modbegæringer fra et større antal mennesker og energisk, udbredt modstand fra folk, der boede i det område, der var berørt af lukningen, som omfattede lukning af adskillige andre veje - vedtog Lambeth ordningen.
På det sidste "Scrutiny"-møde, hvor byrådsmedlemmerne kunne have været fornuftige og holdt igen, eller i det mindste lyttet til de virksomheder, der sagde, at de stod over for ruin, skubbede de planerne igennem. Men ikke før de havde givet tre medlemmer af offentligheden, der støttede planen, lov til at tale for den - og forhindret alle modstandere i at sige et ord. Virkelig chokerende. Det, der virkelig gjorde de lokale beboere vrede, var, at høringen var ineffektiv. Jeg ved af erfaring, at den gik glip af tusindvis af mennesker, der var direkte berørt. Hvad blev resultatet? Udbredt, ubehageligt, farligt og vedvarende kaos i en stor del af mit kvarter, som tilfældigvis er Brixton. Køer fra næse til næse, udrykningskøretøjer, der sidder fast i trafikpropper, stigende vrede - og bilture, der nu tager dobbelt så lang tid.
Beboerne besluttede for en gangs skyld ikke at finde sig i det. Med hjælp fra en modig dame, der bor i det berørte boligområde, planlagde de et offentligt møde, uddelte tusindvis af foldere for egen regning - og åbnede nervøst dørene til "Loughborough Centre", hvor de forventede måske 20-30 mennesker.
De fik omkring 500. Sikke et storslået syn. Den nervøse ordstyrer havde en kamp at kæmpe; der kom så mange mennesker, at de væltede ud på fortovet, og det var en udfordring at holde orden. Modigt stillede hun sig op på en stol, skitserede, hvorfor beboerne kæmpede mod kommunen - og inviterede medlemmer af offentligheden og virksomheder til at tale.
Det, der skete, var hjerteskærende: Virksomheder, der gik konkurs, fordi handlen blev drevet væk, mødre, der ikke kunne køre til skole, arrangementer, børnepassere eller familie. Selv Londons ambulancetjeneste advarede om, at 999-køretøjer var ved at køre fast i trafikpropperne.
Hundredvis af beboere lovede at kæmpe videre, bakket op af et parlamentsmedlem, en lille gruppe byrådsmedlemmer - og retfærdig indignation. Vil de vinde? Vil Lambeth komme til fornuft og skrotte denne katastrofale plan, der sender tusindvis af køretøjer i høj fart ad tidligere stille villaveje og forstyrrer tusindvis af menneskers levevis i et tætbefolket område?
Jeg ved det virkelig ikke. Men folk har gjort deres bedste ved at lette røven, gøre noget positivt, kæmpe for det, de mener er rigtigt - og give byrådet en blodig næse. Det viser, hvad der kan ske, hvis man prøver. Så næste gang du ser resultatet af dårlig planlægning, en forkert byrådsbeslutning, et dårligt stykke vejarbejde, måske en hullet cykelsti, skal du ikke bare sidde og surmule - drej dit bilkamera rundt, film beviserne - tal med folk og gør noget. Du ved aldrig, hvor det kan føre hen.
