En gang imellem kan det betale sig at strække sine grænser og prøve noget nyt - og det gælder især for ens kørefærdigheder. I årenes løb har jeg presset mine egne evner til (og nogle gange over) bristepunktet med forskellige hårrejsende stunts, de fleste af dem spin-offs fra bilindustrien. Jeg gik på vingerne på et biplan, som lavede nogle tøndemanøvrer og andre mavepustende luftstunts (takket være et bilfirma), udførte et faldskærmsudspring i frit fald (takket være Capital Radios 'Flying Eye'), fik mit HGV 1-kørekort (hårdt), tog adskillige højtydende kørekurser på og uden for vejen, testede nogle motorbåde, navigerede en off-shore Formel 1 motorbåd i et løb i Solent (vi kom først) og tog fat på noget ekstrem off-roading på to og fire hjul.
Min seneste tur var bag rattet i den nye, fashionable Land Rover Discovery Sport, modellen, der erstatter Freelander. Firmaet tog mig med til Eastnor Castle, det anlæg i Herefordshire, hvor Land Rover-historien begyndte for over 50 år siden. Det var her, den første Land Rover nogensinde blev finpudset og udviklet på den vidtstrakte, kuperede og skovklædte ejendom, der tilhørte familien Hervey-Bathurst. Det har været deres "hjemlige" testområde lige siden med over 60 miles af meget udfordrende spor, herunder dybe vandbaner, farlige nedkørsler og stigninger. Og tonsvis af mudder. Dagen startede med en kort introduktion til det smarte Land Rover Terrain Response, en kasse med smart teknologi, der - ved hjælp af bilens robuste firehjulstræk og skudsikre elektronik - tilpasser køretøjet ved et tryk på en knap for at få det bedste ud af forhold som sne, sand, grus eller mudder og hjulspor. Vi gled hen ad et mudret spor - den skinnende Discovery Sport, som jeg havde kørt gennem London i samme morgen, var stadig monteret med sine almindelige hjul og dæk - og stoppede foran et stort sæt stentrapper, der klatrede op ad siden af en bakke, og som jeg antog var beregnet til tilskuere, så de kunne komme helt tæt på handlingen.
"Det er din første forhindring," sagde min instruktør, "kør derop." Det virkede umuligt, at denne skinnende, elegante, raffinerede familiebil med syv sæder (uden lavt gearområde og kun med en automatgearkasse koblet til en jævn 2-liters dieselmotor) ville komme op på det første trin, for slet ikke at tale om toppen. Men det gjorde den - med næsten ingen anstrengelse. Den gik op som en bjergged. Så kørte vi langs "tyrehornet", en ondskabsfuldt skæv betonbakke, som vippede bilen om på siden i en vinkel på 38 grader (hvilket gav mine to bagsædepassagerer et chok) ... og Disco Sport fortsatte bare. Ethvert normalt køretøj - og mange "softroadere" - ville simpelthen være rullet rundt. Dernæst krydsede vi en frygtindgydende serie af diagonale betonpukler, som testede firehjulstrækket ved at løfte et eller flere hjul op i luften, uden at chassiset fik jordforbindelse, før vi kørte ned ad en stejl, sten- og mudderfyldt nedkørsel gennem en skov, mens Hill Descent-kontrollen holdt os i skak. Andre spændende oplevelser var flere dybe vandgrave (nok til at sende bølger ind på førerens vindue i hovedhøjde) og skovstier, der var så mudrede, at man ikke engang ville kunne gå på dem. I waders. Takket være den indbyggede elektronik, den avancerede teknik og byggekvaliteten var det barnemad, og vi var aldrig rigtig i fare, men det var spændende og mindede mig om, hvor avanceret en moderne Land Rover er. Og hvor lidt af en god offroaders evner, vi nogensinde bruger. Det fik mig også til at ønske, at der var sne, så jeg kunne demonstrere vidunderet ved Hill Descent-funktionen (som også virker i bakgear). Det, der virkelig forbløffede mig, var, at efter flere timers, hvad der føltes som direkte afstraffelse og misbrug, blev bilen spulet af, og da jeg gled tilbage ad M4 ind i de smarte dele af London, så den stadig ud, som om den lige var rullet ud fra fabrikken. Jeg kunne have rullet lige op foran et teater, en restaurant eller en klub. Og det er den stille alsidighed, der er det sande mirakel ved moderne køretøjsteknik.
